Dårlige undskyldninger


Jeg kender en hel del mennesker, som er rene naturtalenter, når det handler om at fabrikere undskyldninger. Ikke uskyldige undskyldninger over at de har spildt mælk eller sovet over sig, men undskyldninger over deres handlinger – eller måske snarere, mangel på samme. Det er mere eller mindre plausible forklaringer på, at de ikke konfronterer udfordringerne i deres eget liv.

Det helt store problem med forklaringer og begrundelser er, at de blot er dårlige undskyldninger, pakket pænt ind. Det er i hvert fald professor Bernard Roths holdning. Han forsker i, hvordan man kan skabe meningsfulde positive forandringer i ens eget liv, hvor undskyldninger spiller en væsentlig rolle.

Tilbage til de dårlige undskyldninger: Her taler vi om undskyldninger for ikke at forlade det parforhold, hvor følelserne er forsvundet eller det modsatte, undskyldninger for ikke at kunne finde en partner. Undskyldninger for at drikke for meget alkohol eller undskyldninger for ikke at skifte det job ud, som vi andre i årevis har måtte lægge trætte ører til. Det er alle bortforklaringer, der skygger for de virkelige problemer.

Ham der altid kommer for sent

Lad os se på et lidt mindre dramatisk eksempel: Lad os lege, at vi hver dag kommer for sent på arbejde. Hver morgen giver vi den tætte trafik skylden. Men inderst inde ved vi godt, at trafikken ikke er den reelle årsag. Trafikken udenom København er tungere end ønsket, men det er den stort set hver dag. Intet overraskende her. Måske står vi en dag tidligere op for at imødekomme situationen, men bruger så i stedet tiden på en ekstra kop kaffe og på at besvare nogle e-mails, inden vi kører. Resultatet er, at vi igen kommer for sent.

Den virkelige årsag er simpel: Vi prioriterer ganske enkelt ikke det at møde til tiden, højt nok. Længere er den ikke. Punktum! Resten er bare dårlige undskyldninger. Det skyldes hverken trafikken eller at vi har for lidt tid om morgenen. Alle vores kollegaer har de samme udfordringer, sidder fanget i den samme sneglende trafik og har sandsynligvis de samme pligter om morgenen, men formår alligevel at møde til tiden. Var der tale om en eksamen eller et jobinterview, ville vi med garanti være fremme til tiden, uanset trafikale forhold. Ganske enkelt ved at prioritere det.

Selvom den daglige forsinkelse ikke har nogle synlige konsekvenser, så påvirker det vores selvværd negativt, når vi hver dag lister ind på kontoret som den sidste. Ubevidst straffer vi os selv. Det samme gælder for ham der ikke kan gå fra sin kone og hende der ikke kan finde en egnet mand. Eller ham der ikke får skiftet job og hende der ikke kan skære ned på alkoholforbruget. Vi ved inderst inde godt, hvad der er det rigtige at gøre. Men vi fortæller omverdenen – og ikke mindst os selv – en løgn, så vi ikke behøver handle på situationen. Ignorance når det er værst. Vi saboterer i stedet os selv.

Falsk kausalitet

Vi lever i et samfund, der elsker begrundelser for det ene og det andet. Måske er det drømmen om, at alt kan (bort)forklares med en simpel etiket, så vi ikke behøver forholde os til en kompleks virkelighed, hvor mange faktorer spiller ind? Desværre hænger verden ikke sådan sammen, som jeg vil prøve at folde ud.

En af de fælder vi nemt falder i, er falsk årsagssammenhæng. En mand står på Rådhuspladsen og knipser. En kvinde kommer forbi og spørger, hvorfor han dog gør det? Manden svarer, at det holder tigrene på afstand. Kvinden replicerer, at der kun er tigere i zoologisk have, hvorefter manden prompte svarer: Ja, det er ret effektivt, ikke? Det er en absurd historie, men den illustrerer ganske godt, at vi dagligt skaber falske årsager og pakker dem ind som begrundelser, præcis som at den tætte trafik, ikke er den rigtige årsag til, at vi kommer for sent på arbejde. Men forklaringen hjælper os med at opretholde vores ignorance, så vi ikke behøver forholde os til virkeligheden. For virkeligheden gør nogle gange ondt, så i stedet konstruerer vi vores egen. En ny virkelighed, der passer bedre til vores forskruede verdensbillede. Konsekvenserne ved at se sandheden i øjnene kan nemlig være, at vi skal sige vores job op, blive skilt, skære hånden af familien eller droppe de venner, hvor alkoholen er omdrejningspunktet for fællesskabet.

Vi skal udfordre vores tanker

Hvis vi dropper de dårlige undskyldninger, kan det føre til ny indsigt og dermed personlig udvikling. Det er faktisk ganske simpelt: Næste gang der flyver en begrundelse ud af munden på os, skal vi udfordre den:

Grunden til at jeg ikke blev forfremmet er… at jeg ikke fik de rigtige arbejdsopgaver, hvor jeg kunne blomstre

Grunden til at hun forlod mig er… at vi ikke passede sammen

Aaaah, er det nu sandt? Det var da en goooood undskyldning! Hvis vi udfordrer de dårlige undskyldninger, opstår der ofte nye, som vi igen kan udfore på samme vis:

Måske var det ikke fordi vi ikke passede sammen, det var fordi hun har for meget med i bagagen til at være i et forhold.

Det var da en goooood undskyldning!

Okay, vi har alle noget med i bagagen, det var fordi hun ikke forstod mig.

Det var da endnu en god undskyldning!

Okay okay, måske var det fordi jeg ikke viste min kærlighed tydelig nok… av!

Vi er nu gået fra at noget havde skylden (ikke passe samme), til nogen (hende), til selv at tage ansvar. Det er et afgørende skridt på vejen til at se indad. Godt! Men det er desværre stadig en dårlig undskyldning, for selv det ikke at vise kærlighed nok, har en årsag – og således kan vi blive ved, indtil vi står afklædte foran sandheden. Først der, kan vi lære noget og i fremtiden handle bevidst på vores nye erkendelse.

Når vi dropper undskyldningerne, finder vi ret hurtigt ud af, at vi dækker over virkeligheden. Vi finder også ud af, at der sjældent ligger en enkeltstående årsag bag en hændelse, men at mange faktorer spiller ind. To mennesker danner ikke par af en enkeltstående grund og de går da slet ikke fra hinanden på baggrund af en enkeltstående hændelse, selvom det er nemt at fokusere på det der er mest præsent, nemlig det sidste der skete.

Problemet med at fokusere på en enkelt årsag er, at vi lyver overfor os selv. Vi udvælger nemlig automatisk den, der passer bedst ind i vores version af historien og som stemmer overens med vores eget selvbillede. Så kan vi frit vælge, om vi vil være et offer eller sejrherre. En succes eller fiasko.

Vi har aldrig det fulde billede

Ikke nok med, at vi ofte har det forkerte perspektiv, vi mangler også nogle brikker for at samle puslespillet. Bernard Roths forskning viser nemlig, at vi er meget selektive i forhold til at registrere hvad der sker omkring os. Uanset hvor godt vi tror, vi har greb om en given situation, et afslag, en fyring, et brudt venskab – fortsæt selv listen – så tager vi sandsynligvis fejl. Der er ingen – ingen – der kender andre menneskers fulde bevæggrunde for deres handlinger. Det der i vores optik kan virke som en kold, meningsløs, ukærlig eller direkte ond handling, kan af andre opfattes som det stik modsatte. Eller måske er det kun os, der har registreret det, vi har valgt at gøre til omdrejningspunkt for hele vores analyse og efterfølgende konklusion. Vi aner det ikke, men vi kan nemt komme til at konkludere noget på en falsk baggrund. Vi fortolker nemlig alle ud fra vores egen referenceramme og konstruktion af virkeligheden. Vi har med andre ord alle forskellige brikker, til det samme puslespil.

Med historien om tigrene i baghovedet, hvor manden har skabt sin egen version af virkeligheden, kan det så være mere tydeligt, at folk har forskellige opfattelser af hvordan verden hænger sammen? Og hvorfor vi nogle gange kommunikerer forbi hinanden, når vores konstruerede virkeligheder alle er subjektive?

Grunden til at jeg ikke fik jobbet er…

…at jeg ikke er dygtig nok.

Måske. Men der kan være et hav af andre årsager: At vi var kompetente, men manglede erfaring. At der var dårlig kemi. At der var bedre egnet kandidater. At jobbet allerede var besat internt. At de ikke havde brug for en ny medarbejder alligevel, grundet nedskæringer eller måske var der sket organisationsændringer i mellemtiden, som overflødiggjorde stillingen. Måske var vi overkvalificeret. Eller måske har vi engang været kæreste med interviewerens partner, så jalouxi stod i vejen.

Pointen er, vi aner det ikke! Men det vi ved er, at det har enorm indflydelse på vores lykke, om vi tolker oplevelser på en positiv eller negativ måde, som beskrevet i indlægget omkring optimisme.

Vi er uærlige overfor os selv

Som om det ikke var slemt nok, at vi ofte lukker øjnene for sandheden, så er vi også direkte uærlige overfor os selv. Måske siger vi, at vi gerne vil bruge mere tid på familien, der er bare lige noget meget vigtigt arbejde, der skal klares først. Resultatet er, at vi kommer sent hjem, børnene er lagt. Igen. Og sådan bliver det ved, uge efter uge, år efter år. I så fald har vi ubevidst besluttet at prioritere arbejdet højest og udtalelsen om at prioritere familien højere, er blot en dårlig undskyldning for at holde virkeligheden stangen. Sandheden er jo, at vi har fravalgt familien til fordel for karrieren. Det gør bare ondt at sige højt og vi risikerer at blive stemplet som en narcissist med udsigt til snarlig skilsmisse. Vi fabrikerer derfor en mere spiselig undskyldning: uplanlagt overarbejde, dikteret af omgivelserne. Ansvaret er nu flyttet væk fra os. Behøver jeg sige, at det er en dårlig undskyldning?

Hvis vi kan lide at arbejde 12 timer om dagen og træne til en ironman når vi har fri, så skal vi da bare blive ved med det. Men vær lige ærlig omkring det, så det ikke bliver en dårlig undskyldning, for ikke at se de reelle problemer i øjnene. Måske er parforholdet groft forsømt og trænger til uoverskuelig mængder opmærksomhed, men i stedet for at forholde os til det, flygter vi fra virkeligheden iført løbesko og våddragt. Men undskyldninger og ignorance fjerner ikke problemerne, de står blot i vejen.

Drop undskyldningerne

Når vi benægter vores problemer, så benægter vi virkeligheden. Når vi benægter virkeligheden, så bliver vi nødt til at vildlede eller distrahere os selv med undskyldninger og overspringshandlinger. Det føles godt i øjeblikket at misbruge Dankortet, Netflix, Facebook, alkohol, træning og tilfældige sexpartnere, som en sutteklud, men det fører kun til usikkerhed, neurotisk adfærd eller følelsesmæssig undertrykkelse. En sikker deroute til et lykkeligt liv.

Lad være med at fabrikere undskyldninger, med mindre det er nødvendigt – og det er det yderst sjældent. Når undskyldningerne er lagt på hylden, så er vi i stand til at ændre på vores adfærd og arbejde proaktivt på et bedre liv – som næste indlæg kommer til at handle om.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.