Det ulykkelige liv


Jeg er pessimist og melankoliker. En stærk cocktail. Jeg er ekspert i at finde fejl og mangler i såvel gode som dårlige situationer. Fremhæve at kaffen er kold og fået en bitter eftersmag – præcis som livet. Har sjældent planer for fremtiden, for det er aldrig til at vide, hvad der byder sig i morgen. Jeg kan lide at sætte melankolsk musik på og svælge i alle de ting jeg ikke fik gjort eller sagt – eller hvad der engang var godt. Jeg har en tendens til ikke at være til stede i nuet og ikke sætte pris på øjeblikket, men i stedet fokusere på hvordan tingene ellers kunne være. Tænke tingene ihjel mens de visner omkring mig. Gerne krydret med nedadgående mundvig, så andre ikke er i tvivl om, at der skal mere til at begejstre mig.

Jeg kan godt selv høre det. Jeg lyder ikke som festligt selskab. Det er ellers ikke fordi jeg er et dårligt menneske, der bevidst ønsker at suge energien ud af mine omgivelser og sprede indestængt galde ud på alt og alle der krydser min vej. Jeg har blot fået et par uheldige briller som jeg anskuer verden igennem – og der er flere af os derude, du kender sikkert en. Brillerne farver det meste gråt og kan stille skarpt på selv de mindste og mest ubetydelige detaljer, som en anden makrolinse. Til gengæld skjuler de lykken i den blinde vinkel. Det hele sker helt automatisk, uden jeg skal foretage mig andet end være fysisk til stede.

Et glædesløst liv

Først for nogle år siden gik det op for mig, at hverdagen var kendetegnet ved en udpræget mangel på begejstring for livet. Jeg var ikke glad. Og da slet ikke lykkelig. Nok nærmere ramt af en mild kronisk depression, der lagde en dæmper på alle positive indtryk. Jeg blev helt i tvivl om, hvornår jeg sidst havde været glad – altså sådan ægte glad, hvor det boblede i maven. Det sidste var i øvrigt noget jeg havde læst, altså at det kunne boble i maven uden brug af champagne, men af ren og skær glæde. Hvis jeg tænkte tilbage på, hvornår jeg sidst havde været glad og tilfreds med mit liv, over en længere periode, blev der alarmerende tomt i mit hoved. Hvis jeg tænkte tilbage på de bedste begivenheder i det forgangne år stod de ikke just præsent og kaldte på opmærksomhed. Sådan havde jeg levet mit liv så længe jeg kunne huske og sådan kunne jeg sikkert leve resten af livet og ende som en gammel bitter mand – et glædesløst liv på automatpilot.

Erkendelsen af, at der var noget galt, kom efter et forlist kærlighedsforhold, der kom i halen af en skilsmisse. Jeg måtte erkende, at der ikke var noget galt med de fantastiske og kærlige kvinder jeg havde mødt i mit liv, men at det nok snarere var mig, der var noget galt med. Som en tør svamp, havde jeg suget al glæden ud af forholdene og levede højt på den livgivende saltvandsindsprøjtning, indtil vi begge var drænede.

Med min nye indsigt besluttede jeg at opsøge en psykolog, inden jeg tørlagde endnu et forhold for glæde. Det resulterede i mit livs daværende største åbenbaring.

De første fem minutter hos psykologen udspillede sig noget i denne retning:

Psykolog: Hvordan har du det Lars?

Jeg: Fint

Psykolog: Hvordan ved du det?

Lang pause

Jeg: Det aner jeg ikke

Jeg: Altså… jeg græder jo ikke, har lidt ondt i maven, men det har jeg haft i mange år, det skyldes bare for meget kaffe, lidt ondt i kroppen, men det er bare fordi jeg sidder for meget foran en computer, det har jeg også altid gjort…

Jeg: Så da det ikke går decideret dårligt, så går det altså fint – rationaliserede jeg.

Der gik det op for mig, at jeg ikke havde den fjerneste ide om, hvorfor jeg svarede fint. Selv da jeg forsøgte at lede efter et mere nuanceret svar, så var jeg fuldstændig tom for ideer. Jeg anede ikke hvor jeg skulle lede efter svaret. Min eneste kilde, som dengang var mit hoved, var larmende tavs.

Afkoblet – disconnected

Hvis ikke der er en forbindelse mellem følelser og fornuft, så er man følelsesløs. Afkoblet.

Hvis man har en sund forbindelse til sine følelser, så kan det være svært at forstå, hvad jeg taler om. Lad mig give et eksempel på hvordan jeg havde det og hvordan mine gentagne reaktioner var direkte årsag til brud på brud på brud. Et parforhold er fyldt med følelser, drømme og visioner – bevidste eller ubevidste, så er de der. Som tiden gik i mine forhold, blev det mere og mere presserende at forholde sig til kærlighed, følelser og fremtiden, både for min egen skyld, for at finde ud af om jeg var det rette sted, men også for min partners skyld, for at pleje parforholdet. Problemet er, at når der ikke er forbindelse til kroppen og følelseslivet, er der ingen svar at finde. Der var tomt.

Med tiden blev det sværere og sværere at finde på undskyldninger, der kunne udsætte den uundgåelige snak om alle de ting, jeg ikke kunne svare på. Til sidst følte jeg mig så meget presset op i en krog, at jeg følte mig truet. Frygt. Irrationel frygt. Når et menneske føler sig truet på sin overlevelse, kan det reagere på en af tre måder: flygt, frys eller angrib. Jeg skiftedes til at flygte, simpelthen gå min vej og så angribe med ukærlige vredesudtryk. Problemet er åbenlyst, jeg reagerede uhensigtsmæssigt, fordi jeg ikke kunne mærke mig selv og derfor ikke kendte mig selv. Jeg reagerede som en hulemand i skoven, der blev angrebet af en stor bjørn og urgamle overlevelsesinstinkter overtog styringen af mig. Flugt og angreb fik købt mig noget tid og jeg overlevede – men det gjorde forholdene ikke.

Den menneskelige tragedie

Vi etablerer venskaber, uddanner os, stifter familie, holder os i form, bestiger karrierestiger og arbejder konstant på at forbedre vores materielle velstand i bestræbelserne på at blive lykkelige. Bliver vi så automatisk det? Nej. Vi kan tilegne os alt det vi drømmer om og alligevel være bundulykkelige. Det sker, fordi vi konstant forveksler lykke med fornøjelse og nydelse. Vi udfører hver dag en lang række handlinger, som vi tror fører os nærmere det liv vi længes efter. Men ignorance fører os på afveje.

Den menneskelige tragedie er nemlig, at vi frygter elendighed, men løber mod den. Vi søger lykke, men vender os væk fra den. Hvorfor? Fordi vi ikke ved, hvad der fører til henholdsvis elendighed og lykke. Vi leder efter lykken udenfor os selv, men den skal findes inde i os selv. Vi ved det godt, men vi ignorerer den viden og vender det blinde øje til. Hvis lykken var en ydre omstændighed, ville vi aldrig blive lykkelige, for vores begær efter mere er umætteligt og vores kontrol over verden er i bedste fald ringe.

Det er naivt at tro, at vores omstændigheder alene kan bringe os ægte lykke.

Hvorfor alle disse bestræbelser på at skabe et meningsfuldt liv, uden at kigge indad? Fordi det kræver mod at se indad. Mod der først opstår når vi har indset, at vores opførsel ikke er hensigtsmæssig overfor os selv eller overfor andre. Dernæst skal vi være fyldt med et brændende ønske om at ændre det. Så er vi klar til at transformere vores liv. Men det er nemmere at købe noget nyt, skifte arbejde eller blive skilt. Så det gør vi.

Velkommen til det ulykkelig liv.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.