Lykkestrategi: Motion


Alle ved efterhånden, at motion er sundt for vores krop og helbred, men de færreste ved, at regelmæssig motion også er garant for et mere lykkeligt liv!

Men hvorfor er det, at motion, som er en fysisk aktivitet, gør os mentalt mere lykkelige? Det er der flere grunde til: Når vi begynder at dyrke motion, bliver vi bedre til det vi træner, hvad enten det er løb, svømning, tennis, styrketræning eller yoga. Det giver en følelse af kontrol over vores krop og helbred, som styrker vores selvværd på den lange bane. Motion giver også et lykkeboost på den korte bane. En løbetur kan sagtens være hård mens den udføres, men efterfølgende fyldes vi af positive tanker, motivation og kreativitet.

Motion kan også bringe os i flow, hvor vi bliver ét med aktiviteten og glemmer alt om følelser og tanker. Det er en effektiv strategi til at aflede vores bekymringer, negative tanker og rumination, som i stedet erstattes af positive tanker. Så ikke alene skaber vi positive tanker, vi kan også få fred for de negative.

Motion har afledte effekter

Hvis vi dyrker en holdsport eller motionerer sammen med andre, fx en løbeklub, crossfit eller yoga, så får vi samtidig muligheden for at styrke vores netværk, som åbner op for muligheder oplevelser der kan fører til yderligere positive følelser. Derudover modvirker en social aktivitet ensomhed og isolation.

Der er altså adskillige mentale gode egenskaber ved motion, ud over at vores krop føles som et ekstra dejligt sted at opholde sig, efter den er blevet brugt.

Stadig ikke overbevist? Nyeste forskning peger på, at motion styrker såvel sexlyst som potensen. Så tror jeg vi fik de sidste skeptiske mænd med…

Strategier for motion


Der findes utallige bøger, blogs og hjemmesider som beskriver hvordan man kommer i gang med motion, så det vil jeg ikke beskrive her. Der er nogle få vigtige skridt:

  • Find en sportsgren eller aktivitet, som er sjov – ellers forsvinder motivationen.
  • Lav en plan for hvilke dage der skal motioneres, det er med til at fastholde motivationen.
  • Find det tidspunkt på dagen, hvor energien er størst. For nogle er det om morgenen, nogle kan gøre det i arbejdstiden mens andre er mest energiske om aftenen.
  • Gør det indtil det bliver en vane, herefter forsvinder alle forhindringer og dårlige undskyldninger.
  • Gør det!

Det sidste punkt er det vigtigste. Det er fuldstændig ligegyldigt hvilken sportsgren der vælges og hvor lang tid der motioneres, hvis ikke vi kommer afsted – og det forringer i øvrigt vores selvværd, hvis vi ikke kan overholde vores egne mål.

Just do it.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.